Allerød Kommunes lønpolitik i praksis

16-10-2026

Lønpolitikken er afsættet for enhver forhandling af løn i Allerød Kommune og det er et fælles ansvar at efterleve den. 

Aftaler om lønforbedringer sker på baggrund af den til enhver tid gældende centralt Fællesaftale for lokal løndannelse for det pågældende overenskomstområde.

Det lokale økonomisk råderum

Det er ledelsens ansvar at sikre, at forhandlede lønmidler ikke overskrider det økonomiske råderum.

Det lokale økonomiske råderum er rammen for de midler, der er til rådighed til lokal løndannelse.

Råderummet påvirkes af en række forhold, der har indflydelse på, hvor mane penge, der er til rådighed til forhandling inden for de enkelte områder, eller enkelte arbejdspladser.

Forhold, der påvirker råderummet, er bl.a. personaleomsætning og –sammensætning, herunder anciennitet og kompetencer, nye opgaver/eller bortfald af opgaver og dermed ændring af funktionsløn, midlertidige vakante stillinger og andre fraværssituationer, fx barsel, sygdom og orlov.

Nogle af ændringerne giver mulighed for varige tillæg, mens andre alene giver mulighed for engangsbeløb.

Indenfor rammerne af ovenstående er det en ledelsesopgave at prioritere, at der er lokale midler til rådighed til lokal løndannelse. I særlige tilfælde/ situationer har direktionen mulighed for at foretage omprioritering af midlerne på tværs af områderne, hvorved det lokale, økonomiske råderum kan mindskes eller øges.

Løndannelse

Ud over den løn, man som medarbejder oppebærer efter overenskomsten, er der mulighed for lokalt at aftale yderligere trin og/ eller tillæg i form af funktions- eller kvalifikationsløn. 

Lokal løndannelse kan også udmøntes som resultatløn og i nogle tilfælde i form af grundlønsforbedringer. 

Funktions- og resultatløn samt engangstillæg skal som udgangspunkt aftales forud for det forhold/resultat eller den opgave, der ønskes honoreret. 

Indenfor rammerne af ovenstående er det en ledelsesopgave at prioritere, at der er lokale midler til rådighed til lokal løndannelse.

I særlige tilfælde/ situationer har direktionen mulighed for at foretage omprioritering af midlerne på tværs af områderne, hvorved det lokale, økonomiske råderum kan mindskes eller øges.

Yderligere information om lokal løndannelse findes hos Personale og Digitalisering, KL og hos de faglige organisationer.

Roller og ansvar

Aftaler om lokal løndannelse, herunder forhåndsaftaler, indgås mellem Allerød Kommune og (lokale) repræsentanter for de forhandlings- og aftaleberettigede organisationer. Der er i den forbindelse ikke krav om, at man som medarbejder skal være medlem af en bestemt faglig organisation. 

Det er som udgangspunkt chefen for et område, der har kompetence til, og er ansvarlig for at indgå aftaler om lokal løndannelse - herunder forhåndsaftaler/lokalaftaler eller andre aftaler – inden for området. Kompetencen og ansvaret kan delegeres til relevante ledere på området. 

Kollektiv lønforhandling og forhåndsaftaler

Parterne kan indgå forhåndsaftaler, som fastlægger kriterier og form for udmøntning af funktions- og kvalifikationsløn på baggrund af, hvilke opgaver og kompetencer der har betydning for området og kerneopgaven. 

Chefer skal søge rådgivning i Personale og Digitalisering i forbindelse med forhandling af henholdsvis lederløn og ved indgåelse af forhåndsaftaler.

En repræsentant fra Personale og Digitalisering deltager som udgangspunkt altid ved forhandling af forhåndsaftaler –dels som administrativ assistance, men også for at sikre et tværgående overblik, og dermed fornøden ensartethed på tværs af områderne. 

Individuel lønforhandling

Den enkelte medarbejder kan årligt anmode om en lønsamtale med sin nærmeste leder.

Leder og medarbejder kan til enhver tid henvende sig til områdets tillidsrepræsentant/repræsentant for den aktuelle faglige organisation med ønske om en lønforhandling.

Alle medarbejdere har mulighed for at blive lønforhandlet. Det er vigtigt at være opmærksom på medarbejdere, der er fraværende i forbindelse med sygdom, barsel, adoption eller anden forældreorlov. Disse skal indgå i relevante lønforhandlingsprocesser på lige fod med øvrige medarbejdere. Fraværet må altså ikke medføre utilsigtet forbigåelse eller forskelsbehandling lønmæssigt. 

Parterne på de enkelte områder kan indgå særskilte procedureaftaler vedrørende tidsfrister og retningslinjer for de lokale forhandlinger. Personale og Digitalisering inddrages i den forbindelse.

I forbindelse med de individuelle lønforhandlinger udleverer Personale og Digitalisering efter anmodning, og efter gældende love og retningslinjer, relevante statistik- og lønoplysninger forud for en forhandling.