Ferie

Personale Ferie

Du kan se, hvor meget ferie du har, hvornår du kan holde den, og hvordan du registrerer den.

Din ferie

Du optjener 25 feriedage om året – svarende til 2,08 feriedage om måneden. Ferie optjenes fra 1. september til 31. august.

I Allerød Kommune opgøres og afholdes ferie i timer. Du kan se dine optjente ferietimer i Medarbejdernet eller MinLøn fra den 1. i måneden efter, du har optjent dem. Timerne fremgår også af din lønseddel måneden efter optjeningen.

Du holder ferie efter det timetal, du er ansat til, når du holder ferien. Dine optjente ferietimer bliver derfor reguleret, hvis din arbejdstid ændrer sig.

Din løn under ferien beregnes ud fra den arbejdstid, du havde, da du optjente ferien.

Du kan holde ferie i takt med, at du optjener den.

Ferieåret går fra 1. september til 31. august, og du kan holde den optjente ferie frem til 31. december året efter.

Du skal som minimum holde fire ugers ferie i ferieafholdelsesperioden.

På nogle arbejdspladser er der aftaler om lukkedage eller tvungen ferie. Undersøg derfor, hvad der gælder på din arbejdsplads, når du planlægger din ferie.

Har du ikke optjent ferie med løn og ikke mulighed for forskudsferie, kan du blive trukket i løn under ferien.

Du aftaler med din leder, hvornår du holder ferie. Ferien planlægges under hensyn til driften på din arbejdsplads.

Når ferien er aftalt, skal du registrere den i Medarbejdernet – enten via MinLøn på din smartphone eller på pc.

Gå til Medarbejdernet

Ja. Du kan efter aftale med din leder holde betalt ferie, før du har optjent den.

  • Du kan som udgangspunkt få op til fem dages forskudsferie ad gangen.
  • Du kan ikke få mere ferie på forskud, end du kan nå at optjene i ferieåret.
  • Forskudsferie gælder kun 1.-5. ferieuge.

Du søger via Medarbejdernet eller MinLøn. Din leder skal godkende både forskudsferien og tidspunktet.

Ferien bliver modregnet i de ferietimer, du efterfølgende optjener. Stopper du i Allerød Kommune, inden forskudsferien er optjent, kan værdien blive modregnet i din sidste løn, feriepenge og betaling for 6. ferieuge.

Som nyansat kan du efter en konkret vurdering få mulighed for forskudsferie i prøvetiden.

Nogle arbejdspladser i Allerød Kommune holder ferielukket fem uger om året. Her er din ferie på forhånd disponeret til ferielukningen.

Er du nyansat og har ikke været ansat hele det foregående ferieår, indgås der en individuel aftale om forskudsferie eller løntræk. Aftalen fremgår af dit ansættelsesbrev. Udgangspunktet er, at ferien holdes på forskud.

Har du været ansat hele det foregående ferieår, får du automatisk ferie på forskud, hvis du mangler optjente timer til ferielukningen. Du kan ikke vælge løntræk i stedet.

Fratræder du, inden forskudsferien er optjent, kan du blive trukket i løn for den ferie, du har holdt, men endnu ikke optjent.

Sygdom, overførsel og orlov

Bliver du syg før ferien, kan ferien udskydes. Bliver du syg under ferien, kan du have ret til erstatningsferie.

Bliver du syg, inden ferien begynder, bliver ferien udskudt.

Du skal sygemelde dig senest ved arbejdstids begyndelse på din første planlagte feriedag.

Bliver du syg under din ferie, kan du have ret til erstatningsferie.

Har du været ansat hele ferieåret, har du ret til erstatningsferie efter fem sygedage. Har du været ansat i en del af ferieåret, beregnes antallet af sygedage forholdsmæssigt.

Karensdagene tæller fra det tidspunkt, hvor du melder dig syg til din leder.

Du skal dokumentere sygdommen med en lægeerklæring, som du selv betaler. Lægeerklæringen skal sendes sikkert til Personaleafdelingen, fx via Digital Post på borger.dk.

Din leder fastsætter tidspunktet for erstatningsferien efter dialog med dig.

Har du ferie tilbage, afhænger dine muligheder blandt andet af, hvor meget ferie du har holdt, og hvorfor ferien ikke er blevet afholdt.

Du kan aftale med din leder at overføre optjent ferie ud over fire uger til næste ferieafholdelsesperiode.

Du har ikke automatisk ret til overførsel. Aftalen skal være indgået senest 31. december og laves skriftligt via Medarbejdernet eller MinLøn. Din leder skal godkende den.

Har du ferie ud over fire uger tilbage den 31. december, og har du ikke aftalt at overføre den, bliver ferien som udgangspunkt udbetalt.

  • Udbetalingen skal aftales med din leder og sker senest 31. marts.

Har du været fuldtidsansat i Allerød Kommune i hele ferieafholdelsesperioden, kan udbetalingen ske automatisk.

Har du ikke været fuldtidsansat i hele perioden, skal du selv søge via blanketten på borger.dk.

  • Har du ikke modtaget offentlige forsørgelsesydelser, sender du blanketten til Personaleafdelingen.
  • Har du modtaget offentlige forsørgelsesydelser, sender du den til FerieKonto.

Har sygdom, barsel eller adoption forhindret dig i at holde ferie helt frem til den 31. december, bliver op til fire ugers ferie overført til næste ferieafholdelsesperiode.

Du optjener ferie med løn i den del af din orlov, hvor du får løn og/eller pensionsbidrag.

  • Du kan ikke holde ferie samtidig med orlov. Orlov kan derfor være en feriehindring.
  • Hvis orloven betyder, at du ikke kan holde din ferie inden 31. december, bliver op til fire ugers ferie overført.

Der gælder også særlige regler for ferie ud over fire uger og for 6. ferieuge.

Læs om ferie under barsel og orlov →

6. ferieuge og ferietillæg

Sjette ferieuge følger andre regler end de første fem ferieuger. Du optjener 6. ferieuge fra 1. januar til 31. december.

Du kan holde de optjente timer fra 1. maj året efter til 30. april det efterfølgende år.

Timerne optjenes efter din arbejdstid på optjeningstidspunktet.

Ikke-afholdte timer bliver automatisk overført. Du kan se de overførte timer i slutningen af maj.

Vil du i stedet have timerne udbetalt, skal du anmode om det via Medarbejdernet eller MinLøn senest 30. september året før. Din leder skal godkende udbetalingen.

Bliver du syg, inden 6. ferieuge begynder, bliver ferien udskudt.

  • Du skal sygemelde dig senest ved arbejdstids begyndelse på første feriedag.

Bliver du syg under 6. ferieuge, kan ferien i særlige tilfælde helt eller delvist udskydes.

  • Din leder vurderer det blandt andet ud fra sygdommens varighed og karakter.

Din leder kan bede om en lægeerklæring. I dette tilfælde betaler Allerød Kommune for erklæringen.

Du holder 6. ferieuge efter det timetal, du er ansat til, når du holder ferien. Timerne bliver derfor reguleret, hvis din arbejdstid ændrer sig.

Din løn under 6. ferieuge beregnes efter den arbejdstid, du havde, da timerne blev optjent.

Ferietillægget bliver udbetalt automatisk.

Ferietillæg på 1 %

  • Optjent fra september til maj udbetales med majlønnen.
  • Optjent fra juni til august udbetales med augustlønnen.

Forhøjet ferietillæg

  • Det forhøjede ferietillæg optjenes fra januar til december og udbetales med aprillønnen året efter.

Tillægget for store bededag ophørte 30. april 2024 og blev i stedet lagt oven i den særlige feriegodtgørelse. Forhøjelsen er 0,53 procentpoint fra 1. maj 2024.

Senest opdateret 18-09-2026
Kontakt

Personale