Indhentning af straffeattest

16-10-2026

Udarbejdet 01.11.2017

Der findes tre former for straffeattester: Privat straffeattest, offentlig straffeattest og børneattest.

Privat straffeattest

Medarbejder rekvirerer sin private straffeattest digitalt via www.borger.dk eller www.politi.dk og giver attesten
til sin leder eller til personaleafdelingen.

Offentlig straffeattest

Der bliver indhentet offentlig straffeattest på medarbejdere der:

  • er ansat ved dag- og botilbud for voksne
  • er ansat ved folkeskolen og har direkte kontakt med eleverne
  • i medfør af Lov om social service §§ 52, 54 og 74 skal være personlig rådgiver, fast kontakt- eller
    støtteperson
  • er ansat ved dag-, døgn- og rådgivningstilbud for børn og unge.

Medarbejderen skal give samtykke til udstedelse af attesten.

Når kommunen anmoder Rigspolitiet om en offentlig straffeattest, sender Rigspolitiet samtykkeerklæring til medarbejderen via digital post.

Medarbejderen skal hurtigst muligt og senest indenfor 14 dage afgive sit digitale samtykke til indhentning af attesten.

Børneattest

Der bliver indhentet børneattest på personer, der har - eller har mulighed for at opnå - direkte kontakt med børn og unge under 15 år. Dette gælder også for dagplejeres ægtefælle, samlever, hjemmeboende børn over 15 år og logerende med videre, der opholder sig i hjemmet. 

Medarbejderen/personen skal give samtykke til indhentning af børneattesten.

Rigspolitiet sender en samtykkeerklæring til medarbejderen/personen via digital post.

Medarbejderen/personen skal hurtigst muligt og senest indenfor 14 dage afgive sit digitale samtykke til indhentning af attesten.

En børneattest kan ikke stå alene og vil derfor altid skulle indhentes sammen med enten privat eller offentlig straffeattest.

Rekvirering af offentlig straffeattest og børneattest

Personaleafdelingen anmoder Rigspolitiet om henholdsvis offentlig straffeattest og børneattest på de medarbejdere, der er omfattet af reglerne for indhentning af attesterne.

Anmodning om attesterne sker, når medarbejderne er blevet oprettet i SD-web. 

Hvis der skal indhentes offentlig straffeattest eller børneattest på personer, der ikke er ansat i kommunen (fx praktikanter samt dagplejeres ægtefælle, samlever, hjemmeboende børn over 15 år og logerende med videre, der opholder sig i hjemmet), skal dette oplyses til personaleafdelingen via mail til personale@alleroed.dk.

Mailen skal indeholde personens fulde navn og cpr.nr. samt oplyse årsagen til at der skal indhentes børneattest.